I forbindelse med minkaflivningerne i slutningen af 2020, blev der samtidigt aflivet et antal katte fra enkelte af de berørte minkfarme. Der blev fundet tegn på Covid-smitte hos enkelte af disse katte. Felis Danica har derfor spurgt Fødevarestyrelsen om hvorvidt vi kan forvente ændringer i anbefalingerne omkring hold af kæledyr. Idag kom svaret:
---
Fødevarestyrelsen er i gang med at kortlægge risikoen for spredning af COVID-19 mellem katte og har i den forbindelse undersøgt katte, der ”bor” på smittede minkfarme. Fremgangsmåden ved disse undersøgelser indebærer som udgangspunkt ikke en aflivning af kattene, blot svabertests for tilstedeværelse af virus.
Fødevarestyrelsen (i samarbejde med Kattens værn) har, efter aftale med ejeren af en minkfarm med COVID-19 smittede mink, indfanget og aflivet 60 gårdkatte på en smittet minkbesætning. 47 af kattene blev testet for COVID-19, og i 12 af disse blev der påvist COVID-19 virus. Derudover har Fødevarestyrelsen (i samarbejde med Københavns Universitet), efter aftale med ejerne, undersøgt (men ikke aflivet) otte gårdkatte for COVID-19 på seks andre minkfarme med smittede mink. På én af disse besætninger blev der fundet COVID-19 i én kat. Der blev ikke fundet COVID19 i katte fra de øvrige minkfarme.
Grunden til, at ovennævnte gårdkatte blev indfanget, testet og på en enkelt minkfarm aflivet var ikke, at de udviste symptomer (hvilket de ikke gjorde), men derimod at de havde deres daglige gang på smittede minkfarme. Og som nævnt ønsker Fødevarestyrelsen at kortlægge risikoen for spredning af COVID-19 mellem katte. Indfangning, undersøgelse og aflivning skete efter aftale med ejeren af ejendommen.
På baggrund af den nuværende viden, har Fødevarestyrelsen ingen planer om at ændre de anvisninger, der står på vores hjemmeside om kæledyr og COVID-19. Man behøver ikke frygte at blive pålagt, at man skal aflive sin(e) kat(te).
En PCR-test kan skelne mellem COVID-19 og Felin Corona Virus.
Fødevarestyrelsen