Før FIFes GA 2024

Så er der ikke længe til

at vi igen drager til FIFes GA for at vælge bestyrelsesmedlemmer, og debatere diverse forslag til ændring af FIFes regler.

Som sædvanligt har FU gennemgået alle de indkomne forslag fra FIFe og vi har læst og gennemgået de kommentarer der er kommet ind fra specialklubber til emner, der er omhandler deres racer. Herefter beslutter vi hvad FDs stemme skal være på de enkelte forslag, selvom der kan være forslag, hvor vores holdning står åben, simpelthen fordi vi har brug for mere information fra forslagsstiller.

Det vil igen i år være undertegnede og Inge Nord, der repræsenterer FD på GA'en, og som vanligt vil jeg bestræbe mig på at holde jer løbende opdateret om hvad der sker.

En af de ting, der ikke står på agendaen som sådan, men som vi bliver nødt til at forholde os til er den kommende regulering fra kommissionen, som vil komme til at overstyre de nationale regler, som fx den danske kattebekendtgørelse. Det er frustrerende, at vi lige når at lande en god aftale med Fødevarestyrelsen og få en ordning, der er til at leve med for langt de fleste, hvorefter EU kommer på banen og så kører rouletten forfra. Men det er næsten endnu mere frustrerende, at der er rigtigt mange af vores kollegaer rundt omkring i FIFe, der ikke har nogen form for kontakt med deres myndigheder, og dermed ingen indflydelse. Det virker som om man nogle steder bare stikker hovedet i sandet og håber på det bedste. Vi får se om vi kan råbe dem op. På det dommerseminar, der traditionelt finder sted om lørdagen efter GA'en, kommer der i år en repræsentant for EU for at snakke om dette - det bliver vældigt interessant at se, hvad der kommer frem der.

Desværre er der i år (og næste år) sammenfald mellem FIFes GA og Roskilde Dyrskue - så jeg får ikke mulighed for at komme på dyrskuet i år, men jeg håber at I får en fantastisk weekend!

/bette