FU-møder
FU-medlemmer, kasserer, revisorer samt stambogsføreren har tavshedspligt i verserende sager med mindre andet aftales. FU-møder afholdes mindst 1 gang i kvartalet. Det tilstræbes at fastlægge FU-møder for et år ad gangen umiddelbart efter plenarforsamlingen. Herudover afholdes telefonmøder efter behov.
Forretningsudvalget er beslutningsdygtigt, når mindst 50% (5) af de valgte medlemmer har afgivet stemme i forbindelse med behandling af sager.
Til brug for specifik behandling af et emne, kan der inviteres øvrige deltagere, der alene må deltage i behandling af det pågældende punkt. Indkaldelse med angivelse af dagsorden udsendes senest 10 dage før ordinært møde. Bilag til de enkelte punkter udsendes samtidig med dagsorden.
Referater
Der skal fra alle møder udarbejdes et fyldestgørende referat, også indeholdende eventuelle beslutninger truffet via email siden sidste møde. Referatet skal senest 3 uger efter mødet være fremme ved FU-medlemmerne i udkast. Senest 7 dage efter modtagelse af udkast til referat, skal eventuelle kommentarer være fremsendt til referent og de øvrige FU-medlemmer. Endeligt referat skal foreligge senest 6 uger efter det afholdte møde.
Kommunikation
Kommunikation mellem møderne foregår primært via email. Eventuelle beslutninger taget via email skrives i førstkommende ordinære referat. Den daglige kontakt til underudvalg (Avlsråd, Mentorråd m.v.) varetages af formanden eller en anden person udpeget af FU. Formanden videresender al modtagen information fra underudvalgene til de øvrige FU medlemmer umiddelbart efter modtagelse.
Sekretæren
Det er sekretærens opgave at samle lovændringer m.v. fra Felis Danicas plenarforsamling og FIFe generalforsamling, i det fælles kompendium. Gældende kompendium skal foreligge senest 1 måned før ikrafttrædelsesdato.
Det er formandens ansvar, at der derudover føres en log over alle beslutninger truffet af Forretningsudvalget
Transport
Felis Danica dækker udgifter til transport til møder mv. der er nødvendige i Felis Danica sammenhænge.
Transporten skal fortrinsvis ske med offentlige transportmidler, og transport i bil over Storebælt bør kun forekomme med flere i bilen eller ved helt særlige omstændigheder.
Dækning af udgifter
Formand, sekretær og kasserer modtager et årligt beløb til dækning af telefonudgifter.
Felis Danica dækker udgifter afholdt i forbindelse med arbejde i Felis Danica. Bilag for udgifter skal senest tre måneder efter at udgiften er afholdt være indsendt til Felis Danicas kasserer til refusion. Bilag, der er over tre måneder gamle, forelægges formanden/FU til gennemsyn og kontrol. Dækning af kørsel i eget køretøj dækkes med kr. 2,50 gældende fra 1.1.2019.
I forbindelse med møde og transport der strækker sig over normale spisetider dækkes forplejning op til 100 kr.
Ved rejse i udlandet med overnatning betales transport og hoteludgifter, og der udbetales til dækning af udgifter til kost og småfornødenheder et beløb, svarende til statens til en hver tid gældende takst for diæter.
Medlemmer med mellemregningskonto afstemmer denne hvert kvartal med kassereren.
Revisionsudgifter: såfremt der meldes forfald til revisionsopgaven af 3 eller flere af de til opgaven valgte personer (2 revisorer og 2 revisorsuppleanter), er FU af plenarforsamlingen 2017 pålagt at betale for revision ved eksternt revisionsfirma.
Vedtaget på FU møde den 20. februar 2005 i Korsør.
Senest ændret på FU møde den 30. april, 2017 - km takster ændret 24.10.18.