Hvordan bestilles stamtavler, og hvor lang tid tager det?

 Bestilling

Bestilling af stamtavler foretages fra 1. september, 2020, via Felis Danicas online stamtavlesystem, FDkat. Læs vejledningen til systemet, før du går i gang. Har du problemer undervejs, så skal du henvende dig til dig egen klubs stambogssekretær, som kan være behjælpelig med personlig rådgivning. Men husk, at alle krævede attester skal være godkendt på begge forældrekattene, før dine stamtavler kan ekspederes. Læg derfor disse attester ind i systemet i god tid. Som udgangspunkt skal alle avlskatte have en FD Sundhedsattest, men nogle racer har yderligere krav.

Der er enkelte bestillinger, der ikke kan laves via FDkat - fx. 1. gangsregistrering af hankat fra andet forbund, eller import af kat fra andet forbund. Disse bestillinger gennemføres ved henvendelse til egen stambogssekretær.

Du kan på vores side, under Downloads, finde nødvendige blanketter.

Leveringstider

Der er flere led involveret i bestillingen af en stamtavle, også selvom der bestilles via FDkat. Bestillingen går først til klubbens stambogssekretær, der kontrollerer, at bestillingen er korrekt og at eventuelle bilag, så som kvittering for betaling til klubben er korrekte og fuldt læsbare. Derefter sendes bestillingen videre til Felis Danicas stambogsfører, som igen kontrollerer, at de oplyste farver på killingerne er korrekte, hvilket vil sige genetisk mulige og lovlige inden for racen, at alle nødvendige oplysninger forefindes på forældrene mm., hvorefter stamtavlerne produceres.

Herefter sendes stamtavlerne til klubbens stambogssekretær. Der samles lidt sammen, så omkostningerne holdes nede, og det betyder, at stamtavlen ikke nødvendigvis sendes fra stambogsfører samme dag, som den bliver produceret.

Klubbens stambogssekretær modtager en række stamtavler fra stambogsfører, og sender dem, igen efter kontrol, videre til den enkelte opdrætter.

Husk, at alle scanninger skal være tydelige og let læselige for stambogssekretær og stambogsfører - så går de første ekspeditioner oftest hurtigt. Normalt, uden for perioder med ferie og under spidsbelastning, tager produktionen hos Felis Danicas stambogsfører 1-2 uger for stamtavler. Importstamtavler tager længere tid, typisk op til 4 uger. For begge typer stamtavler gælder, at tidsestimatet kun gælder stamtavleansøgninger og importer, der er uden fejl. Skal der indhentes yderligere informationer fra dig eller fra andre forbund, skal du forvente, at der går ekstra tid med dette.

Forsendelsestiden fra stambogsfører til stambogssekretær og fra stambogssekretær til opdrætter afhænger af leverancetiden hos posten. Post Nord har, som bekendt, sat leverancetiden op for almindelige breve, og dette påvirker absolut den samlede leverancetid.

Derfor: husk altid at bestille stamtavler i god tid, før killingerne skal flytte hjemmefra. Men: når du har bestilt dine stamtavler via FDkat, kan du altid i systemet se hvor langt din bestilling er nået, og så snart stamtavlerne er produceret, kan du se stamtavlenumrene på dine killinger.