§1 Navn og hjemsted
Foreningens navn er "Landsforeningen Felis Danica" og dens hjemsted er formandens adresse.
§2 Formål
Foreningens formål er at formidle danske racekatteklubbers medlemskab af "Federation Internationale Féline" (herefter forkortet FIFe), herunder føre en af FIFe godkendt stambog for danske racekatte samt at repræsentere dansk racekatte-sport internationalt.
Foreningen skal fremme klubbernes mulighed for at skabe yderligere interesse for racekatte. Desuden skal foreningen være samlingspunkt for aktiviteterne i dansk kattesport.
§3 Medlemskab
Stk. 1 Hovedklubber
Enhver dansk racekatteklub (specialklub se senere), der har mindst 100 medlemmer og arbejder i overensstemmelse med FIFe´s og Felis Danicas vedtægter, optages som hovedklub efter skriftlig anmodning til Felis Danicas formand. Anmodning vedlægges:
- Klubbens love/vedtægter. Eventuelle efterfølgende ændringer indsendes til FD. FD kan gøre indsigelse mod ændringerne, såfremt der indføres regler, der er i konflikt med FIFés og FDs regler og værdier.
- Bestyrelsens navne og adresser
- Klubbens gældende medlemsliste
For medlemmer, der ved datoen for den ansøgende klubs optagelse er medlem af en allerede eksisterende Felis Danica hovedklub, skal vedlægges en udmeldelse til den pågældende hovedklub, som bliver aktiv, hvis den ansøgende klub optages som hovedklub.
Optagelse finder sted på ordinær/ekstraordinær plenarforsamling.
Det er ikke tilladt at være medlem af mere end en hovedklub tilsluttet Felis Danica.
Hovedklubber, der er medlem af Felis Danica, er forpligtet til at varetage interesser for samtlige katteracer.
Stk. 2 Specialklubber
Specialklubber er klubber hvis opgave det er at varetage interesser for en eller flere specifikke racer eller farvevarianter inden for en eller flere racer. En specialklub er anerkendt af og tilknyttet Felis Danica men er ikke medlem af Felis Danica.
En specialklub tilknyttet Felis Danica, samt dennes medlemmer, skal følge FIFes og Felis Danicas vedtægter og øvrige regler og må kun promovere opdrættere, der er medlem af en FIFe hovedklub, på killing- og opdrætterlister.
Regler for specialklubber omhandles i "Regler for Specialklubber".
§4 Klubbernes repræsentation på plenarforsamlingen
Til ordinær og ekstraordinær plenarforsamling repræsenteres klubberne i forhold til antal købte stamtavler i de foregående 12 måneder, opgjort 30 dage før afholdelse.
Ved 3 eller flere medlemmer af Felis Danica fordeles mandaterne efter den d´Hondtske metode med 21 mandater, dog således at hver klub mindst har 1 mandat. Ingen klub kan have mere end 50% af stemmerne.
Ved 2 medlemmer er antallet af mandater 15. En klub kan max have 8 mandater. Ekstramandatet tildeles klubben med flest udstedte stamtavler.
Antal købte stamtavler opgøres pr 31/12 i det foregående år, baseret på de af Felis Danica udstedte fakturaer. Opgørelsen skal være klar senest 20/1.
Specialklubber, der er tilsluttet Felis Danica, har ret til at sende en repræsentant fra hver klub til plenarforsamlingen med taleret (uden stemmeret). Denne taleret er begrænset til emner, der vedrører specialklubbens interesseområde. Kun personer organiseret i en hovedklub under Felis Danica kan repræsentere en specialklub på plenarforsamlingen.
Klubbernes plenarer er ikke forpligtet til fysisk at deltage i plenarforsamlingen, men kan deltage pr. proxy.
§5 Ordinære og ekstraordinære plenarforsamlinger
Plenarforsamlingen er Felis Danicas øverste myndighed. Dens repræsentanter udpeges af klubberne, jvf. §4.
Ordinær plenarforsamling afholdes hvert år i februar måned i Storebæltsområdet. Datoen for mødets afholdelse aftales på et forretningsudvalgsmøde og meddeles klubberne senest 1/12 året før afholdelsen.
Forslag til plenarforsamlingen skal være Felis Danicas formand i hænde senest 1/1.
Indkaldelse bilagt dagsorden og regnskab samt indkomne forslag til plenarforsamlingen udsendes af forretningsudvalget og skal være klubberne i hænde senest 20/1. Revideret regnskab skal være udsendt senest en uge før plenarforsamlingen.
Dagsorden skal indeholde:
1. Valg af dirigent
2. Valg af stemmetællere
3. Formandens beretning
4. Regnskab
5. Optagelse af nye klubber
6. Vedtægtsændringer
7. Fastsættelse af kontingent og priser på stamtavler, stamnavn mv.
8. Indkomne forslag
9. Budget
10. Valg af kasserer
11. Meddelelse om sammensætning af forretningsudvalg
12. Valg af 2 revisorer samt 2 revisorsuppleanter
13. Valg af Avlsråd
14. Valg af Mentorråd
15. Evt.
På plenarforsamlingen kan kun tages beslutning om forslag, der har været optaget på dagsordenen. I tilfælde af stemmelighed betragtes forslag som forkastede. Kun forslag, der har opnået flertal på en hovedklubs generalforsamling, samt forslag af avls-, race- og standardmæssig karakter fremsat af en specialklub, kan sættes til afstemning på plenarforsamlingen.
Det påhviler Felis Danicas forretningsudvalg at udvælge forslag til videresendelse til FIFe samt at sørge for oversættelse af forslag til FIFe til de af FIFe krævede sprog.
Kun medlemmer af de tilsluttede klubber, eller de af forretningsudvalget inviterede personer, har adgang til plenarforsamlingen.
Ekstraordinær plenarforsamling afholdes efter ønske fra forretningsudvalget, eller på begæring af klubber, der tilsammen har haft mindst 1/3 af plenarerne på sidste ordinære plenarforsamling. På en ordinær plenarforsamling kan beslutninger udskydes til en ekstraordinær plenarforsamling, såfremt et flertal blandt klubbernes plenarer på plenarforsamlingen fremsætter ønske herom. Indkaldelse skal ske inden 14 dage efter begæring derom, med ikke under 3 ugers og over 5 ugers varsel.
§6 Vedtægtsændringer
Ændringer i vedtægterne samt i Felis Danicas nationale regler for udstilling og avl kræver 2/3 flertal af plenarerne og træder i kraft dagen efter den plenarforsamling, hvorpå de er blevet vedtaget.
§7 Forretningsudvalget
Stk. 1
Ansatte i Felis Danica kan ikke udpeges til FU.
Stk. 2
a) I ulige år vælges der af og blandt medlemmerne af Felis Danicas hovedklubber en formand for en periode af 2 år. Felis Danicas formand kan ikke have en bestyrelsespost i en hovedklub, samtidig med sit formandskab for Felis Danica. Kandidater til formandsposten opstilles af hovedklubberne eller af min. 30 hovedmedlemmer af hovedklubberne senest 1. november.
Såfremt der er opstillet mere end én kandidat foretages valget af formanden ved urafstemning blandt hovedklubbernes hovedmedlemmer i januar måned.
b) Fratræder formanden inden valgperioden er udløbet, og der er mere end 6 måneder tilbage af denne, foranstalter Forretningsudvalget afholdelse af nyvalg hurtigst muligt, jfr. §7 stk. 2.a., dog således at samtlige medlemmer af Felis Danicas hovedklubber er gjort bekendt med valgets afholdelse, opstillingsfrist og afstemningsperiode. Forretningsudvalget skal foranstalte afholdelse af ekstraordinær plenarforsamling hurtigst muligt efter afslutningen af valget. Valgperioden vil løbe frem til næste ordinære formandsvalg. Er der mindre end 6 mdr. tilbage af valgperioden, bliver næstformanden konstitueret formand i den resterende periode.
c) Formanden for Felis Danica har kun stemmeret ved stemmelighed blandt de øvrige forretningsudvalgsmedlemmer.
d) Den nyvalgte formand tiltræder umiddelbart efter førstkommende plenarforsamling.
Stk. 3
a) I lige år vælges en kasserer for en periode af 2 år. Kassereren kan vælges uden for forretningsudvalget og har i så tilfælde ingen stemmeret, eller kan vælges blandt klubbernes repræsentanter i forretningsudvalget. Felis Danicas kasserer kan ikke samtidigt varetage en post som kasserer i en af Felis Danicas hovedklubber. Kassereren er ansvarlig overfor forretningsudvalget.
b) Fratræder kassereren inden valgperioden er udløbet, og der er mere end 6 måneder tilbage af denne, foranstalter Forretningsudvalget afholdelse af ekstraordinær plenarforsamling med valg af kasserer på dagsordenen. Forretningsudvalget skal ligeledes foranstalte afholdelse af ekstraordinær plenarforsamling hurtigst muligt, hvis kassereren er fratrådt som følge af et mistillidsvotum, jf. § 7, stk.3.c. Er der mindre end 6 mdr. tilbage af valgperioden, kan Forretningsudvalget konstituere en kasserer for den resterende del af valgperioden.
c) Udtrykker plenarforsamlingen eller Forretningsudvalget ved beslutning mistillid til den siddende kasserer, skal denne øjeblikkeligt træde tilbage og Forretningsudvalget foranstalte afholdelse af nyvalg til posten efter bestemmelserne i § 7, stk. 3b.
Stk. 4
Der sammensættes et forretningsudvalg bestående af
- En formand valgt i henhold til stk. 2
- En kasserer valgt i henhold til stk. 3
- Hver hovedklub udpeger 2 repræsentanter, hvoraf én kan være lig med den valgte kasserer.
Stk. 5
Forretningsudvalget konstituerer sig selv med næstformand, sekretær og vicesekretær.
I tilfælde af, at et forretningsudvalgsmedlem ikke kan deltage i et møde, skal hovedklubben så vidt muligt indsætte en suppleant.
Forretningsudvalget varetager den daglige ledelse og er ansvarlig overfor plenarforsamlingen.
Forretningsudvalget holder møde efter begæring fra formanden eller 2 andre medlemmer af forretningsudvalget.
Over møderne føres en protokol, der skal godkendes af de tilstedeværende. De godkendte referater tilsendes medlemmerne af forretningsudvalget samt formændene for de tilsluttede hovedklubber.
Stk. 6
Forretningsudvalget tegnes af formanden, eller af næstformanden i forening med et af de øvrige medlemmer af forretningsudvalget.
Formand og kasserer disponerer over foreningens konti under ansvar over for Forretningsudvalget.
Forretningsudvalget disponerer over foreningens midler under ansvar over for plenarforsamlingen.
§8 Regnskab og tilsvar
Hver klub betaler et kontingent, fastsat på plenarforsamlingen, pt. et fast beløb pr. stamtavle, opgjort i overensstemmelse med §4. Kontingentopkrævning skal være klubberne i hænde senest 1. februar.
Kontingent skal senest være betalt to dage før plenarforsamlingen.
Felis Danicas regnskabsår er kalenderåret. Kassereren fører kassebog og udfærdiger regnskabet. Dette gennemgås af 2 revisorer, der vælges for 1 år på plenarforsamlingen, jvf. §5, pkt. 14.
Felis Danica hæfter til enhver tid kun med foreningens formue.
§9 Gebyrer
Udsalgspris for stamtavler, stamnavn mv. overfor medlemmerne samt salgspris fra Felis Danica til hovedklubberne fastsættes hvert år på den ordinære plenarforsamling. De nye priser træder i kraft pr. 01.07 i beslutningsåret.
Ændring i udstillingsgebyrer kan vedtages på et Forretningsudvalgsmøde efter skriftlig henvendelse fra en af hovedklubberne. Ændringen træder i kraft den 1. i måneden efter vedtagelsen. En hovedklub kan vælge at fastholde det tidligere udstillingsgebyr på deres førstkommende udstilling, såfremt der er åbnet for tilmelding
§10 Udstillinger
Stk. 1: Nationale/Internationale udstillinger
Ansøgning om afholdelse af såvel nationale som internationale udstillinger skal rettes til FIFe gennem Felis Danicas sekretær eller vicesekretær, som forelægger denne for Felis Danicas forretningsudvalg, før der ansøges hos FIFe.
Enhver dansk hovedklub, der er tilsluttet Felis Danica, skal afholde mindst en international udstilling om året.
Der skal være mindst 12 dage mellem 2 danske udstillinger, med mindre andet aftales mellem de arrangerende hovedklubber.
Felis Danica kan afholde 1 international udstilling pr. kalenderår (1 eller flere certifikater).
Stk. 2: Hobbyudstillinger
Hovedklubber og specialklubber ansøger og afholder hobbyudstillinger på ens vilkår.
Felis Danica skal ansøges om afholdelse af hobbyudstillinger. FD skal koordinere hobbyudstillinger kontra nationale/internationale udstillinger. Ansøgning skal ske senest 2 mdr. før og tidligst 12 mdr. før udstillingens afholdelse.
Hobbyudstillinger må ikke lægges i samme weekend som en national/international udstilling, medmindre hovedklubben accepterer dette.
En hobbyudstilling må i en periode af 1 måned før og efter en national/international udstilling ikke lægges indenfor en radius af 50 km af dennes lokation.
Såfremt en hovedklub ønsker at lægge en national/international udstilling, således at ovennævnte periode og radius ikke overholdes, kan tilladelsen til afholdelse af hobbyudstillingen trækkes tilbage, hvis der gives et varsel på mindst 6 måneder.
På en hobbyudstilling må der ikke gives skriftlige bedømmelser/diplomer. Dommere, dommerelever og opdrættere har lov til at give en mundtlig udtalelse, men ikke kvalificering og ingen certifikater. Dette skal tydeligt anføres på "spiseseddel", i program eller katalog.
Ved alle pressemeddelelser om hobbyudstillinger skal der gøres opmærksom på hvilke racer, der deltager, samt forventet antal deltagende katte.
Der skal være dyrlægekontrol på hobbyudstillinger under Felis Danica.
Der gælder samme regler for vaccination som på en national/international udstilling.
Der må på en hobbyudstilling ikke fremvises eller reklameres for katte, der ikke kan udstilles eller reklameres for på en national/international udstilling.
§11 Dyrevelfærd
Kattenes velfærd er en grundsten for racekatteopdræt i FIFe og Felis Danica bidrager gennem oplysning og uddannelse af katteejere og opdrættere til at fremme denne. Felis Danica kan i særlige tilfælde, på anbefaling af en hoved- eller specialklub, efter godkendelse af Forretningsudvalget bidrage økonomisk til veterinær assistance til enkelte katte eller grupper af katte.
Felis Danica afsætter hvert år penge til en velfærdspulje reserveret til ovennævnte formål. Beløb, der i et givet regnskabsår ikke anvendes til formålet, overføres til næste regnskabsår.
For at sikre indtægter til supplering af puljen, opkræver Felis Danica et gebyr pr. stamtavle, svarende til 2,5% af den til enhver tid gældende basispris for stamtavler. Opkrævede gebyrer overføres ubeskåret til velfærdspuljen.
§12 Avlsrådet
Stk.1. Avlsrådet består af 5 medlemmer. Ved hver ordinær plenarforsamling suppleres det siddende Avlsråd op til 5 medlemmer. Medlemmer af Avlsrådet bliver altid valgt for to år fra valgtidspunktet.
Ved frafald hvorved Avlsrådet kommer til at bestå af mindre end 4 medlemmer, kan Forretningsudvalget udpege et antal medlemmer frem til førstkommende plenarforsamling.
Medlemmerne af Avlsrådet bør have bredt kendskab til genetiske principper og erfaring fra opdræt.
Stk. 2. Avlsrådet konstituerer sig selv. Avlsrådet arbejder efter de regler der er beskrevet i "Regler for Felis Danicas Avlsråd".
§13 Mentorrådet
Stk.1. Mentorrådet består af 5 medlemmer. Ved hver ordinær plenarforsamling suppleres det siddende Mentorråd op til 5 medlemmer. Medlemmer af Mentorrådet bliver altid valgt for to år fra valgtidspunktet.
Ved frafald hvorved Mentorrådet kommer til at bestå af mindre end 4 medlemmer, kan Forretningsudvalget udpege et antal medlemmer frem til førstkommende plenarforsamling.
Stk. 2. Mentorrådet konstituerer sig selv. Mentorrådet arbejder efter de regler, der er beskrevet i "Regler for Felis Danicas Mentorråd".
§14 Mæglere
Stk. 1. Mæglergruppen varetages af 1-2 personer, som udpeges af Forretningsudvalget.
Stk. 2. Forretningsudvalget kan udpege ad-hoc-medlemmer til udvalget, såfremt arbejdsmængden gør dette hensigtsmæssigt.
Stk. 3. Mæglerne arbejder efter de regler der er fastlagt i ”Regler for Mæglere”.
§15 Dommerelever
De af FIFe og Felis Danica udsendte retningslinier for dommerelever skal overholdes.
§16 Forpligtelser for hovedklubbernes og specialklubbernes medlemmer
Som medlem i en af de i Felis Danica tilsluttede hovedklubber og/eller specialklubber er man forpligtet til:
Stk. 1. At overholde følgende regler vedrørende salg og annoncering af katte:
Det er ikke tilladt at sælge eller overdrage katte, som er registrerede i FIFe, til dyrehandlere, på markeder eller lign. samt til enhver form for eksperimentel forskning eller testning. Det er ligeledes ikke tilladt at tilbyde eller handle katte eller tjenesteydelser som fx avlstjeneste via auktioner eller lignende, hvad enten disse er fysiske eller elektroniske.
Ved annoncering og salg af katte må der ikke bruges ord, som kan sænke kattens status, f.eks. ”udsalg”, ”billigt”, ”bortskænkes” eller lignende.
Stk. 2. Ethvert medlem af en Felis Danica tilsluttet klub er forpligtet til at lade stamtavle medfølge enhver racekat, der af vedkommende overdrages – uanset om det drejer sig om salg, gave m.v.
Stk. 3. Ethvert medlem af en Felis Danica tilsluttet klub er forpligtet til kun at overdrage raske dyr til et nyt hjem.
Afvigelse fra denne regel kan kun ske på anbefaling af og med attestation fra dyrlæge.
Ved denne overdragelse forstås salg, udstationering, eller gave m.v.
Stk. 4. At lade sundhedsrelaterede oplysninger om sine katte registrere i et centralt register under Felis Danica i forbindelse med: Registrering og avl jf. Felis Danicas Regler for Stambogsføring §2 Nationale testprogrammer jf. FIFes Avls og registreringsregler §2.7.1
Stk. 5. At sikre at vaccinationer af katte foretages af autoriseret dyrlæge samt at vaccinationsattester følger kattene ved overdragelse til ny ejer sammen med stamtavle, evt. helbredspapirer og pas.
Stk. 6. At efterleve afgørelser truffet af Forbrugerklagenævnet og andre civilretslige afgørelser, der ikke er anket til højere instans.
Medlemmet kan anke denne pligt til Forretningsudvalget. Det står i så fald Forretningsudvalget frit for at søge juridisk eller veterinærfaglig rådgivning, før endelig afgørelse træffes.
Stk. 7. At overholde Felis Danicas karantænebestemmelser, som løbende opdateres af Forretningsudvalget.
Stk. 8. At overholde Felis Danicas Etiske Regelsæt.
Stk. 9. At overholde FIFes og Felis Danicas love og vedtægter, herunder afgørelser truffet af Felis Danicas Forretningsudvalg.
Såfremt Forretningsudvalgets påbud medfører eksklusion, kan medlemmet først igen optages som medlem i en klub under Felis Danica, hvis klubben fremsætter forslag herom på en Plenarforsamling og forslaget vedtages med almindeligt flertal. Et sådant forslag kan tidligst fremsættes 5 år efter eksklusionens ikrafttræden.
Et medlem, der har fået karantæne på Forretningsudvalgets foranledning, og som melder sig ud af sin klub under karantænen, betragtes som ekskluderet.
Forretningsudvalget kan give såvel hoved- som specialklubber påbud om ikke at acceptere ansøgning om medlemsskab fra personer, der enten tidligere har gjort sig skyldig i overtrædelse af love og vedtægter for Felis Danica eller klubber herunder, eller som Forretningsudvalget skønner vil bringe dansk kattesport i miskredit. Et sådant påbud kan prøves på en plenarforsamling på forslag fra en hoved- eller specialklub.
§17 Håndtering af disciplinære foranstaltninger
stk. 1. Felis Danica behandler løbende overtrædelser, hvor medlemmet implicit leverer dokumentationen for overtrædelsen, fx overtrædelse af 24-mdrs. reglen, udstilling af drægtig hunkat, overtrædelse af andre udstillingsregler o.lign. Disse sager håndteres som ekspeditionssager. Dog kan afgørelsen altid ankes til Forretningsudvalget.
stk. 2. Andre overtrædelser af gældende regelsæt, samt klager, der omhandler overtrædelse af det etiske regelsæt, behandles såfremt et enigt forretningsudvalg finder, at overtrædelsen er af en sådan karakter, at overtrædelsen kan medføre en sanktion. Dog kan indklagedes egen klub ikke forhindre en sagsbehandling.
Hvis en sådan sag behandles, skal klagens substans oplyses til den indklagede, som derefter har mulighed for at kommentere klagen. Indklagede får samtidig oplyst en tidsfrist for at svare på klagen (min. 2 uger). Forretningsudvalget træffer derefter sin afgørelse, som meddeles indklagede. Mindst 3/4 af alle medlemmer af forretningsudvalget skal stemme for afgørelsen.
stk. 3. Alle sanktioner følger det gældende, offentligt tilgængelige, takstblad.
§18 Sanktioner, herunder eksklusion
Hovedklubber såvel som specialklubber, der overtræder nærværende regler eller som tilsidesætter givne påbud fra FU, kan idømmes en passende, i forhold til overtrædelsens karakter, disciplinær foranstaltning.
De disciplinære foranstaltninger kan omfatte:
- Irettesættelse
- Advarsel
- Bøde
- Tidsbegrænset nægtelse af tilladelse til at holde udstillinger
- Suspension
- Eksklusion
Bøde, tidsbegrænset nægtelse af tilladelse til at holde udstillinger, suspension og eksklusion kan først bringes i anvendelse efter en forudgående irettesættelse/advarsel.
Stk. 1: Irettesættelse/Advarsel
Hvis en klub idømmes en irettesættelse eller advarsel skal denne meddeles skriftligt til klubbens formand.
Stk. 2: Bøde
Hvis en klub idømmes en bøde skal denne meddeles skriftligt til klubbens formand. Klubben har herefter 30 dage til at indbetale denne til Felis Danica. Hvis bøden ikke betales inden for denne frist kan klubben idømmes yderligere disciplinære foranstaltninger.
Stk. 3: Tidsbegrænset nægtelse af tilladelse til at holde udstillinger
Hvis en klub idømmes denne sanktion skal dette meddeles skriftligt til klubbens formand med angivelse af perioden.
Stk. 4: Suspension
Hvis en klub idømmes denne sanktion skal dette meddeles skriftligt til klubbens formand med angivelse af hvilke krav der skal opfyldes for at denne suspension vil blive ophævet.
Kontingentrestance medfører øjeblikkelig suspension og denne ophæves først, når det forfaldne kontingent plus renter (pt. gældende sats pr. løbende måned), er betalt.
Stk. 5: Eksklusion
Den pågældende klub underrettes skriftligt ved anbefalet skrivelse til klubbens formand om, at eksklusion er foreslået at finde sted på en plenarforsamling, der tidligst kan indkaldes 14 dage efter, at nævnte underretning har fundet sted.
§19 FIFes generalforsamling
Felis Danica er på FIFes generalforsamling repræsenteret ved en delegat samt en rådgiver. Som delegat deltager Felis Danicas formand. Som rådgiver deltager en person valgt af Forretningsudvalget efter indstilling fra klubberne.
Delegaten skal stemme i overensstemmelse med:
1. Hvad angår forslag fra Danmark, skal delegaten stemme efter det på plenarforsamlingen vedtagne
2. Hvad angår forslag fra andre lande, skal delegaten stemme efter det af forretningsudvalget vedtagne
3. Hvad angår sager, der i øvrigt måtte opstå, stemmer delegaten efter konsultation med rådgiveren
Foreløbigt referat af FIFes generalforsamling udarbejdes af delegaten og fremsendes til medlemmer af forretningsudvalget, klubformænd samt Felis Danicas udsendinge senest 4 uger efter afholdelsen.
Udgifter til rejse (økonomiklasse fly), hotelophold samt bespisning for alle Felis Danicas udsendinge dækkes af Felis Danica.
§20 Opløsning
Opløsning af Felis Danica kan kun ske, såfremt der på plenarforsamlingen er mindst 4/5 flertal af plenarerne herfor.
Ved opløsning træffes beslutning om anvendelse af Felis Danicas midler.
Disse kan kun anvendes til formål, der angår katte.
Rev: Nyborg, 29. september, 2024.