Korte racebeskrivelser

Nedenfor finder du en kortfattet beskrivelse af de forskellige racer, du finder i Felis Danica. Du kan finde mere information på Købkat.dk
Hvis du ønsker mere detaljeret viden om en race, så prøv at kigge under Specialklubber. Hvis der findes en specialklub for racen i Danmark, vil du hos dem kunne finde langt flere informationer og typisk også lister over opdrættere og killinger til salg.

Abyssinier
Aby’en er en medium kat, med kort, fin og tæt pels, et yndefuldt hoved med bløde konturer, forholdsvis store ører, gerne med tufser, og store mandelformede øjne. Aby’en har en søster-race, Somalien, som adskiller sig fra Aby’en ved at have en medium lang pels af meget blød kvalitet, med veludviklet krave og bukser.

De er helt fantastisk kælne, når de er i det humør - og det er de meget ofte. Så ved de knap nok, hvilket ben de skal stå på, og samtidig spinder de intenst. Det er nysgerrige og intelligente katte, der er meget aktive og elsker at lege, også langt op i alderen. En perfekt familiekat.

American Curl

Den Amerikanske Curl har et helt særligt kendetegn: de ”krøllede” ører. De halvstore ører danner en bagudvendt bue på mellem 90 og 180 grader.

Det er en medium stor kat, elegant med et livligt og dog blidt temperament. Pelsen er enten kort eller halvlang, og i begge varianter er den silkeagtig og ligger tæt til kroppen, med meget lidt underpels.

Temperamentet er livligt og imødekommende.

Balineser

Tilhører gruppen af Orientalske katte, og er en langhåret masket kat – en langhåret Siameser. En slank og elegant kat med et langt kileformet hoved med lige profil. Benene skal være høje med små ovale poter. Halen er lang og tynd, en såkaldt piskehale. Øjnene er orientalske dvs. skråtstillede og mandelformede, og altid dyb blå.

Pelsen er halvlang, silkeblød og tætliggende uden underuld. Kroppen er lys, og maskefarven ses i ansigtet, på ørerne, på benene og på halen. De fås med og uden hvidt.

De orientalske katte hører uden tvivl til de mest livlige og intelligente katteracer. De kræver, at man har tid til at tage sig af dem, og det er en god idé at have to katte, så de kan holde hinanden med selskab.

Bengal

Bengalen stammer fra en krydsning mellem en tamkat og en Asian

Leopard Cat. Bengalen har et eftertragtet vildt look med store pletter, rosetter, eller ”marmoreret”. Kropsbygningen minder om den som findes hos Asian Leopard Cat.

Bengalen har tamkattens temperament, og er en vidunderligt kærlig og intelligent kat, nysgerrig og underholdende. Bengalen nyder at have selskab både af voksne og børn, og trives som regel fint med andre husdyr.

Bengalen har samme behov for motion, ernæring og vaccinationer, som alle andre tamkatte.

Burmilla

Burmilla er en forholdsvis ny race, som blev godkendt i FIFe i 1995. Det er en middelstor korthårskat med en blød sølvpels og store strålende grønne øjne!

Burmillaens temperament er yderst blidt og venligt. De er meget harmoniske og hengivne overfor mennesker. De er gode “legekammerater” for børnene og elsker et godt skød og en varm seng at sove i. De kan lide at følge med i hvad der sker i huset, og har meget at fortælle, når man kommer hjem. I det hele taget er Burmilla’en et pragtfuldt medlem af familien.

British Shorthair

Briten er en stor muskuløs kat med et stort rundt hoved med en bred pande, kort næse og små ører placeret langt fra hinanden samt store runde og udtryksfulde øjne. Benene er solide og kraftige med runde poter. Halen er kort og tyk. Pelsen er kort, men dejlig tæt og vamset. En rigtig britepels skal føles ”sprød” når man kører hånden gennem pelsen. Nogen egentlig pelspleje er ikke påkrævet, men det vil være en god idé at børste den for at tage løse hår.

Briten er en lidt magelig kat, der forstår at værdsætte hygge med familien, men den er ingen skødekat. Det bløde udseende gemmer en vilje af stål, for briten ved hvad den vil og ikke vil.

British Shorthair har en søskende-race, British Longhair, der er en langhåret kat.

Burmeser

En middelstor kompakt bygget kat, som vejer mere, end den umiddelbart ser ud til, med silkeblød pels, et kort bredt hoved, kort næse med et tydeligt og sommetider dybt stop. Ørerne passer perfekt til hovedet; ikke for store og ikke for små, de tipper forover, og er brede ved basen med afrundede spidser. Benene skal være elegante med en god benstamme og små ovale poter. Halen skal passe til kropslængden og ender i en afrundet spids, som en rund malerpensel.

Øjnene skal være mandelformede ved den øverste kant og runde ved den nederste kant. Den skal se både vred og uskyldig ud på én gang!

Burmeseren er venlig, kælen, nysgerrig og meget social.

Cornish Rex

 

Fremstår slank og elegant og høj på benene, med en overraskende tyngde som skyldes den stærke muskulatur. Cornish Rex er en mellemstor kat med et kileformet hoved; i profil en lige linje fra midten af panden til næsespidsen. Øjnene er mandelformede, af en farve matchende til pelsfarven. Ørene store, højtplacerede og brede ved basen. Høje kindben, aristokratiske profil og lange, slanke hals bidrager væsentligt til kattens elegante ”look”.

Pelsen er kort, tyk og plysset, uden dækhår og ligger i sirlige, tætte bølger. Knurhår og øjenbryn krusede og af god længde.

Det er en adræt, nærmest atletisk kat. Intelligent og ideel til mennesker, der holder af livlige kæledyr.

Chartreux

Chartreux’en er en blå korthårskat, medium til stor, med store åbne øjne med en farve, der varierer fra dyb gul til dyb kobber, uden antydning af grønt. Kroppen er solid og muskuløs, med en bred veludviklet brystkasse, og benene stærke med store poter. Halen er medium lang med rundet spids.

Temperamentet er blidt, og stemmen lige så. Chartreux’en er meget knyttet til især én person, samtidig med at den holder af alle andre. Den er et vanedyr, men klarer sig samtidig fint med forandringer.

Cymric

En langhåret udgave af Manx katten, og er især kendt for at være en haleløs kat. Den kan udstilles med 3 forskellige halelængder fra helt haleløs til en op til 3 cm lang halestump. Den har en kort ryg, og en dyb krop med en bred brystkasse. Forbenene er kortere end bagbenene. Hovedet er rundt og forholdsvist stort med fremtrædende kindben. Pelsen er medium lang, dobbelt, med en blød og tæt underpels, de giver den silkeagtige pels fylde. Alle farver og mønstre, samt mængde af hvidt er tilladt.

Et afslappet temperament, venlig og imødekommende. Elsker at være sammen med mennesker og følger gerne med i alt hvad man laver. Den snakker en del.

Devon Rex

En mellemstor kat med en fast, muskuløs krop med lange, slanke ben. Hovedet er kort, kileformet med udstående kindben og fyldte kinder. Øjnene er store, ovale, skrånende mod ørets ydre kant, og øjenfarve klar og ren. Ørene er meget store, lavt ansatte, brede ved basen, med eller uden totter. Pelsen findes i mange farvevarianter, er meget kort og fin, bølget og blød, med eller uden dækhår. Knurhår og øjenbryn krusede, helst grove og af mellemlængde.

Devon Rex er en intelligent, målbevidst kat, der følger med i alt hvad man foretager sig og helst skal være med i et og alt. Den vil gerne bestemme selv, og er både charmerende og meget underholdende.

Don Sphynx

Don Sphynx er en hårløs kat, der stammer fra Rusland. Den er medium stor og muskuløs, med et bredt, rundet bryst, stærk over skuldre og ryg, har medium stærke ben og poter der er ovale med lange tæer. Øjnene er mandelformede, medium store og udtryksfulde, ørerne er store og højtsiddende. Det elastiske skind er rynket både i hovedet og på kroppen. Der kan forekomme korte hår på snuden, ørerne og benene, samt på halen. Total hårløshed foretrækkes.

Alle farver og mønstre, incl. med og uden hvidt, er tilladt. De har brug for regelmæssige skindpleje.

Det er en livlig kat, der er meget social, og som holder af et godt køkken.

Europé

Européen er en harmonisk og stærk kat, uden nogen ekstremer.

Racen har sin oprindelse i de nordiske huskatte. Temperamentsmæssigt er det kaos-robust kat og der skal meget til at hyle en europé ud af den. Det er en kærlig og engageret kat, der interesserer sig for hjemmets daglige gøremål.

Racen elsker opmærksomhed og gæster, men kan stadig underholde sig selv og behøver ikke blive aktiveret og udfordret konstant. Det er en meget tolerant race, der har det godt sammen med både børn og andre kæledyr.

Exotic

Exotic’en får skyld for at være en sofapude, men er ikke bleg for at tage en rask galop hen over gulvet. Den elsker mennesker og nyder at være i centrum. En skøn familiekat.

Den findes i mange farver og har en kort, lidt teddybearagtig pels, der ikke kræver megen pelspleje. Exotic er søsterrace til Perseren, der er kendt for sin smukke lange pels, der dog kræver en del

arbejde. Er man ikke til dette, er en Exotic sagen.

Det er en middelstor kat med en kort bred krop, korte lave ben, kort busket hale, et bredt rundt hoved, små ører, store smukke runde og udtryksfulde øjne.

Hellig Birma

Den Hellige Birma er en halvlanghåret, masket kat, af medium kropsbygning og størrelse. Ørerne må ikke være for store eller højt placerede. Øjenfarven skal være klar dyb blå og formen afrundet til let oval. Kropsfarven svinger, alt efter maskefarven som ses på ansigt, ører, ben, hale og kønsdele.

Poterne er den Hellige Birmas ”varemærke”. De skal være helt hvide uden farvede pletter; på forpoterne gå lige rundt med selve poten, og på bagpoterne går de på bagsiden op i en kile mod hælen.

Kurilean Bobtail

Kurilean Bobtail er mellem til stor kat, med en kompakt kraftig krop og en pompom formet hale. Hannerne vejer typisk omkring 6 kg og hunnerne omkring 4 kg. Racen findes både i en kort- og semilanghåret variant. Halen er sammenpresset af en el. flere vinkler, den kan være både stiv og bevægelig. Den synlige længde af halen (uden pels) er fra 3-8cm. Kurilean Bobtail findes i mange forskellige farver.

Den er mild af sind, er meget venlig, glad for at lege og elsker at være sammen med mennesker og andre dyr.

Japanese Bobtail Japanese Bobtail er en mediumstor kat med god muskulatur, og snarere slank og elegant end massiv af bygning. Øjnene er store og ovale, godt åbne og med et opvakt udtryk. Ørerne er store og med god afstand imellem. Dens korte hale (ca. 5-8 cm) skal minde om en kaninhale, med hårene placeret som i en pom pom, sådan at selve halen ikke ses.

Pelsen er kort blød og silkeagtig, uden tydelig underuld, og fælder ikke meget. Alle farver er tilladt undtagen sølv og pointed.

Japanese Bobtail er en meget kærlig og intelligent kat, der elsker at være i centrum – meget snaksalig.

Korat

Koraten er Thailands sølvblå lykkekat. Dens pels beskrives som en regnsky med sølvfor og dens øjne som dugdråber på et lotusblad eller nyspiret ris – alle tegn på velstand for en risbonde.

Koraten er meget hengiven og kræver tæt kontakt til sin familie (mennesker og dyr) for at trives og har gerne en fast mening om verdens indretning med dem som centrum – opdragelse med bestemt kærlighed er nødvendig. Koraten lider ikke i stilhed, men det er individuelt, hvor meget de snakker.

Maine Coon

Maine Coon’en er en stor, muskuløs og bredbrystet kat med kraftig knoglebygning og lang krop. Hovedet er medium stort med en firkantet omrids og en stærk hage. Ørerne er store med bred base

og tufser. Øjnene er lettere ovale. Halen skal være lang og gå mindst op til skulderbladene. Pelsen er silkeblød og falder blødt.

Det er en arbejdskat, rustet til at klare sig selv i barske omgivelser. En hankat vejer sædvanligvis mellem 6-8 kg og hunnerne mellem 4-7 kg - verdens største tamkat.

Maine Coon og lukkede døre passer ikke sammen. Den vil være med til ALT - også skifte pære i lampen eller stege frikadeller.

Den elsker børn - og er utroligt social.

Manx

Manx katten er især kendt for at være en haleløs kat. Den kan udstilles med 3 forskellige halelængder fra helt haleløs til en op til 3 cm lang halestump. Den har en kort ryg, og en dyb krop med en bred brystkasse. Forbenene er kortere end bagbenene. Hovedet er rundt og forholdsvist stort med fremtrædende kindben. Pelsen er dobbelt, med en blød og tæt underpels, der giver pelsen fylde. Alle farver og mønstre er tilladt. Cymric er en langhåret søskenderace.

Manx’en har et afslappet temperament, er venlig og imødekommende. Den elsker at være sammen med mennesker og følger gerne med i alt hvad man laver. Den snakker en del, men ikke særligt højt.

Egyptisk Mau

Den Egyptiske Mau er en aktiv mellemstor og muskulløs kat. Den gør indtryk på grund af de fantastiske øjne, der er. store, mandelformede og stikkelsbær-grønne. Den bevæger sig med stor elegance og ynde. Det r en plettet (spotted) kat med tydeligt mønster, og pelsen er kort.

Det er en meget intelligent race, der er let at træne. Mau’en elsker at lege, og kan blive ved i timevis. De går heller ikke af vejen for at gå tur med sele på. De knytter sig meget til deres ejere og udvælger sig én eller 2 personer, som udgør hele deres verden. De er ikke særligt højrøstede, men snakker gerne med deres ejer – de elsker opmærksomhed.

Norsk Skovkat

En Norsk Skovkat er en fantastik familiekat. Den er modig, nysgerrig og legesyg, trives fint både i hus og lejlighed, og med børn, hunde og andre katte. Den tager alle ændringer med ro og vænner sig let til nye situationer. Den knytter stærke bånd til sin familie, og gerne til enkeltpersoner, som den følger i tykt og tyndt.

Det er en stor kat, muskuløs og med stærke ben og lang busket hale. Pelsen er halvlang til lang, og har stride, skinnende dækhår, som holder katten tør i al slags vejr, og en tyk ulden underpels, der

fældes om sommeren. Pelsen er let at holde og kræver kun ganske lidt pelspleje – resten klarer katten selv.

Neva Masquerade

En masket kat, som stammer fra Rusland. Den er aktiv, energisk, nysgerrig og følger med i alle gøremål i hjemmet. Den elsker at lege, er meget social, intelligent og kælen, og taler gerne. Den knytter

sig ofte tæt til et enkelt familiemedlem, selv om den også hygger med andre i familien og ofte er meget tålmodig over for børn.

Neva’en er glad for at være ude i næsten al slags vejr, men hvis man aktiverer den, er sammen med den og tilgodeser kattens sociale behov, kan den sagtens trives som indekat.

Det er en søsterrace til Sibirsk kat – forskellen er at hvor Neva’en eren masket kat, er maskefarver ikke er tilladt hos den Sibirske kat.

Perser

Perseren får skyld for at være en sofapude, men er ikke bleg for at tage en rask galop hen over gulvet. Den elsker mennesker og nyder at være i centrum. En skøn familiekat.

Perseren findes i mange farver og har en smuk lang pels, der dog kræver en del arbejde. Er man ikke til dette, er en søsterracen, Exotic, sagen. Kun pelsen adskiller de 2 varianter.

Perseren er en middelstor kat med en kort bred krop, korte lave ben, kort busket hale, et bredt rundt hoved, små ører, store smukke runde og udtryksfulde øjne.

Ragdoll

Ragdollen er en af de maskede racer, og den findes i 3 udgaver: Colourpoint, Mitted og Bicolour.

En Ragdoll er en stor, kraftfuld kat med en lang og busket hale, og bagben, der er længere end forbenene. Poterne er store og runde, med tufser mellem tæerne. Pelsen er mellemlang til lang og silkeagtig

uden underuld. Kropsfarven skal være lysere end farven på hoved, ben og hale. Ørerne er mellemstore og brede ved basen, og øjnene er store og ovale og altid blå – jo mere intens øjenfarven er, jo bedre.

Ocikat

En mellemstor til stor, muskuløs korthårs kat med en atletisk kropsbygning. Hunkatte vejer mellem3 og 5 kg. og hankatte mellem 5 og7 kg. Den har en kort, tætliggende og skinnende pels med et spotted tabbymønster, som kendetegner en Ocicat, men også typen – det rigtige Oci-look eller ”The wild look” – er særdeles vigtig for racen!

En Ocicat er en intelligent, aktiv, legesyg, kontaktsøgende og meget nysgerrig kat – hele livet igennem! Den er hengiven og følger sin ejer overalt – vil gerne deltage og ”hjælpe til” med det, der foregår. En Ocicat er meget social og trives absolut bedst sammen med andre katte!

Orientalsk Langhår

Orientalsk Langhår er en langhåret fuldfarvet kat. Det er en slank og elegant kat med et langt kileformet hoved med lige profil. Benene skal være høje med små ovale poter. Halen er lang og tynd, en såkaldt piskehale. Øjnene er orientalske dvs. skråtstillede og mandelformede, og altid lysende grønne.

Pelsen er halvlang, silkeblød og tætliggende uden underuld. Den findes i en lang række farver. Den findes desuden i en korthårsvariant.

De orientalske katte hører uden tvivl til de mest livlige og intelligente katteracer. De kræver, at man har tid til at tage sig af dem, og det er en god idé at have to katte, så de kan holde hinanden med selskab.

Orientalsk Korthår

Orientalsk korthår er en korthåret fuldfarvet kat. Det er en slank og elegant kat med et langt kileformet hoved med lige profil. Benene skal være høje med små ovale poter. Halen er lang og tynd, en såkaldt piskehale. Øjnene er orientalske dvs. skråtstillede og mandelformede, og altid lysende grønne.

Pelsen er kort, tætliggende og silkeblød. Den findes i en lang række farver. Den findes desuden i en langhårsvariant.

De orientalske katte hører uden tvivl til de mest livlige og intelligente katteracer. De kræver, at man har tid til at tage sig af dem, og det er en god idé at have to katte, så de kan holde hinanden med selskab.

Peterbald

 

En af de Orientalske racer, der adskiller sig fra de øvrige ved at være hårløs. Det er en slank og elegant kat med et langt kileformet hoved med lige profil. Benene skal være høje med små ovale poter. Halen er lang og tynd, en såkaldt piskehale. Øjnene er orientalske dvs. skråtstillede og mandelformede – farven afhænger af farven på skind & pels. Den findes i en lang række farver, med og uden maske, og med og uden hvidt, samt tabby.

De orientalske katte hører uden tvivl til de mest livlige og intelligente katteracer. De kræver, at man har tid til at tage sig af dem, og det er en god idé at have to katte, så de kan holde hinanden med selskab.

Russian Blue

En Russian Blue hører til de elegante racer. Det er en medium stor kat med medium blågrå dobbelt pels med sølvskin, og store mandelformede smaragd grønne øjne, og store øre. Høje ben og lang hale. Hvis man har muligheden for at opleve en russer ”live”, vil man opdage, at elegancen også slår igennem i bevægelse og adfærd.

Personligheden hos en Russian Blue er individuel fra kat til kat, men generelt kan man sige, at det er en meget selvstændig og reserveret kat som knytter sig mest til sin ejer. Det, at vinde en russers venskab, er som at få et ridderslag.

Siameser

Siameseren tilhører gruppen af Orientalske katte, og er en korthåret masket kat. Det er en slank og elegant kat med et langt kileformet hoved med lige profil. Benene skal være høje med små ovale poter. Halen er lang og tynd, en såkaldt piskehale. Øjnene er orientalske dvs. skråtstillede og mandelformede, og altid dyb blå.

Pelsen er kort, tætliggende og silkeblød. Kroppen er lys, og maskefarven ses i ansigtet, på ørerne, på benene og på halen. De fås med og uden hvidt.

De orientalske katte hører uden tvivl til de mest livlige og intelligente katteracer. De kræver, at man har tid til at tage sig af dem, og det er en god idé at have to katte, så de kan holde hinanden med selskab.

Sibirer

 

Den sibirske kat er en naturrace-kat, som stammer fra Rusland. Den er aktiv, energisk, nysgerrig og følger med i alle gøremål i hjemmet. Den elsker at lege, er meget social, intelligent og kælen,

og taler gerne. Den knytter sig ofte tæt til et enkelt familiemedlem, selv om den også hygger med andre i familien og ofte er meget tålmodig over for børn.

Den er glad for at være ude i næsten al slags vejr, men hvis man aktiverer den, er sammen med den og tilgodeser kattens sociale behov, kan den sagtens trives som indekat. Den har en søster-race, Neva Masquerade, som er en masket kat. Maskefarver er ikke tilladt hos den Sibirske kat.

Snowshoe Snowshoe er en medium stor kat, der har kraftigheden fra sine korthårsforfædre og længden fra sine orientalske aner.

Det er en masket kat med klart definerede hvide aftegninger, med en kort, blød og tætliggende pels uden underuld. Brede, medium store ører følger hovedets kile, øjnene er valnøddeformede og lysende blå.

Snowshoe’en er energisk, meget talende men ikke så højtlydt som siamesere. Den er legesyg og yderst intelligent. Den er meget socialt anlagt og egner sig ikke til at være alene i flere timer ad gangen.

Somali

Somalien er en medium kat, med kort, fin og tæt pels, et yndefuldt hoved med bløde konturer, forholdsvis store ører, gerne med tufser, og store mandelformede øjne.

Somalien har en søster-race, Aby’en, som adskiller sig fra Somalien ved at have en kort pels.

De er helt fantastisk kælne, når de er i det humør - og det er de meget ofte. Så ved de knap nok, hvilket ben de skal stå på, og samtidig spinder de intenst. Det er nysgerrige og intelligente katte, der er meget aktive og elsker at lege, også langt op i alderen. En perfekt familiekat.

Sphynx

En mellemstor, robust og muskuløs kat med en bred brystkasse. Den er rund omkring maven, men må ikke synes fed. Øjnene er ovale, skrånende mod ørets ydre kant, ørene store. Halen er ekstra lang og trædepuderne på de lange slanke tæer er meget kraftige.

Det er ikke en totalt hårløs kat, da dens krop kan være dækket af meget korte dun. Øren, snude, hale og fødder kan være dækket af bløde, meget korte hår. En Sphynx’ skind har et rynket udseende og føles meget varmt, nærmest som et vaskeskind. Den har brug for hyppige bade. Personlighed og Sphynx går hånd i hånd. Den er livlig, nysgerrig, og fuld af gale streger. Kærlig og kontaktsøgende.

Tyrkisk Angora

Tyrkiske Angora er en naturkat fra Tyrkiet, Semi-langhårs kat. Vægt: han: 4,5- 7kg. Hun: 2,5 - 4kg.  Daglig pelspleje er en fordel, da den fælder året rundt.

Den er kendt for sin venlige gemyt og er meget talende. Det er en kontaktsøgende familiekat, kærlig, legesyg, social, intelligent. Den er elegant og kan betegnes som yndefuld i sine bevægelser. Aktivitetsniveau

er højt. Den elsker at komme i højden. Den er meget madglad. Leger gerne med vand i en balje. Elsker at hygge/sidde på skødet og få sin ejerens fulde opmærksomhed.

Tyrkisk Van

Tyrkisk Van er en mellemstor til stor semi-langhårs van-aftegnet naturkat med minimal pelspleje.

En rigtig god familiekat med en stærk psyke. En kat som er meget hengiven - kærlig - livlig - intelligent - nysgerrig - bestemt og vandglad. En meget charmerende og snakkende kat med en karakteristisk melodiøs stemme. Vanens aktivitetsniveau er højt, den er meget legesyg og elsker at apportere. Det er en livlig kat med spræl i, og hvor det altid er fuld fart frem.

Aktivitetsniveauet falder lidt med alderen, men en Van leger sig gennem hele livet.